Browse By

Udspil – samtaler med Torben Ulrich [Uddrag]

Kap. 1: Det er bare et spil

1977. Et særligt år for Wimbledon. Den velanskrevne tennisbegivenhed fylder hundrede år. Men trods de mange traditioner er Wimbledon 1977 en ganske anderledes turnering end Wimbledon 1877. Ikke mindst fordi det gamle system med en skarp adskillelse mellem amatører og professionelle efter mange års tilløb omsider brød sammen i slutningen af 1960’erne, hvilket banede vejen for en gennemgribende omstrukturering af hele landskabet af turneringer. I 1977 er tennis blevet en millionforretning. En tilskuersport for alverdens tv-seere. Et spil for superstjerner.

På Centre Court hedder to af de nye hårdtslående topnavne Björn Borg og Jimmy Connors. Men for at fejre jubilæet har man tillige inviteret nogle af de ældre stjerner til at spille en doubleturnering, heriblandt Pancho Gonzales, Donald Budge, Victor Seixas, Rex Hartwig, Frank Sedgman, Bobby Riggs, Budge Patty, Jaroslav Drobny, Abie Segal og Torben Ulrich. Sidstnævnte er niogfyrre år og i en forbløffende form. Sammen med sin svenske makker Sven Davidson vinder han turneringen.

Ved en efterfølgende sammenkomst løber Torben Ulrich ind i en gammel ven. Det er den sydafrikanske tennisspiller Gordon Forbes, som imponeret spørger til hans træningsmetoder. Ulrich kaster sig ud i en udredning om et studium, han har foretaget af sin egen fysik.
“Du ved,” siger han, “når man er enogtyve, har man måske behov for at træne tre timer om dagen. Når man er enogtredive, har man måske brug for fire timer, når man er syvogtredive måske fem, og når man er femogfyrre, har man måske brug for så meget som seks eller syv timer om dagen. Jo ældre man er, des flere timers træning har man brug for. Men man vil forblive i lige så god form, som da man var enogtyve, hvis man ganske enkelt forøger antallet af træningstimer med alderen.”

Dén tygger Gordon Forbes lidt på. Hvilket enhver med blot det mindste kendskab til Torben Ulrichs uigennemskuelige forhold til træning ville gøre. Efter en pause siger Ulrich: “Når alt kommer til alt, Gordon, hvad er tennis så egentlig?” Og da Forbes ikke svarer, fortsætter han: “Det er bare et spil, ser du. Det er, hvad det i virkeligheden er. Bare et spil.”

Tennis eller fodbold: 1966
Elleve år forinden, den 31. juli 1966, kunne man på forsiden af Politiken se et foto af Torben Ulrich, der giver Carl Edvard Hedelund et håndtryk hen over nettet. På billedet er Hedelunds ansigt bortvendt, og overskriften lyder: “Fodbold vælter tennis”. Artiklen begynder: “Tennis-veteranen Torben Ulrich, der flere gange tidligere har vakt pinlig opmærksomhed ved sin mildest talt ureglementerede optræden, føjede i går en ny til de tidligere episoder. Under Danmarksmesterskaberne på KB’s baner indstillede han pludselig sit spil for at gå til TV-skærmen og se transmissionen fra fodboldspillets VM-finale.”

Artiklen refererede til en episode i forbindelse med semifinalen mellem Torben Ulrich og Carl Edvard Hedelund den forudgående lørdag eftermiddag. Alle havde forventet, at finalen om søndagen skulle stå mellem Torben Ulrich og Jan Leschly, og da Ulrich i starten af andet sæt mod Hedelund kiggede på sit ur og afbrød spillet, havde han da også vundet første sæt 6-2. Men klokken var blevet nogle minutter i tre, og Ulrich stod fast. Kampen var forbi, og en utilfreds Carl Edvard Hedelund havde vundet 2-6, 0-1.
“Man forsøgte at tale ham til rette,” rapporterede Politikens udsendte, “men uden held.” Ulrich pakkede sine ting og begav sig mod KB’s klublokaler, hvor han havde til hensigt at se tv-transmissionen af VM-finalen i fodbold mellem England og Vesttyskland. Ligesom de fleste andre danskere i øvrigt – der var kun “yderst få tilskuere” på KB’s anlæg den eftermiddag.

Ønsket om at se World Cup-finalen kom ikke som et lyn fra en klar himmel, forklarer Torben Ulrich næsten fyrre år senere:
– Jeg kunne ikke allerede i begyndelsen af ugen sige, at jeg ikke kunne spille om lørdagen, for det var jo slet ikke sikkert, at jeg ville nå så langt i turneringen. Derfor afventede jeg lidt, og på et vist tidspunkt sagde jeg så, at hvis jeg kom frem til at skulle spille på lørdag, kunne jeg ikke spille efter klokken tre. Min kontaktmand var Helge Schouboe – jeg tror, han var turneringslederen – og han sagde, at det ville de gerne have skriftligt. Det fik de så. Det stod altså så at sige i ‘bogen’, hvilket reelt havde givet dem mulighed for at sige, at eftersom der var stor efterspørgsel på at se den fodboldkamp, ville de lægge finalen klokken fem. Så havde der slet ikke været noget problem. Men de var også stædige, så de sagde, at når semifinalen var berammet til klokken ét, så skulle den også spilles klokken ét. Okay, sagde jeg så, men jeg kan altså kun spille til klokken tre. Det var jo ikke til at vide, hvad der ville ske. Det kunne være, at Carl Edvard Hedelund havde vundet i tre sæt, inden klokken blev tre. Eller at jeg havde vundet. Eller at vi faldt omkuld. Eller at der blev jordskælv. Jeg mente derfor, at når jeg på forhånd havde sagt fra, kunne jeg sådan set ikke gøre mere. Det måtte så være op til dem at tage de nødvendige forholdsregler, så der ikke blev et problem. Men det valgte de ikke at gøre.

Som en yderligere komplikation satte et heftigt regnskyl ind lørdag ved frokosttid, og kampen mellem Ulrich og Hedelund kom først i gang tyve minutter over to.
– Da vi omsider kom i gang, kom spillet mere til at handle om, hvorvidt jeg ville gennemføre det eller ej. Nu var der pludselig et andet spil i gang: Vil han gøre det, eller …? Så der var ét spil på banen, og der var et andet spil omkring tiden. Og der var bestyrelsen, og pressen. På den måde kunne man få nogle andre spil op at stå, som jeg syntes var interessante.
– Du kunne godt lide disse andre spil?
– Ja, ja, ja. Det satte jo nogle ting i gang om en række temaer: Hvad er det for krav, der stilles? Hvordan stilles de? Hvordan forholder vi os som mennesker til dem? Hvad er det for nogle vilkår? Hvordan indgår vi i dem? Og hvad er det, vi lader os byde? Altså: byde og bud og påbud og de ti bud, og hvad der ellers er af bud.
Nogle dage efter den afbrudte kamp blev Torben Ulrich i B.T. citeret for følgende kommentar:
“Jeg synes stadig ikke, at jeg handlede ukorrekt ved at lade Carl Edvard Hedelund gå videre. En aftale er en aftale, og når turneringsledelsen ikke ville udsætte kampen, var der ikke andet for mig at gøre end at trække mig ud af turneringen.”
Alligevel vakte episoden forargelse. Og i samme artikel kunne man læse, at formanden for Dansk Lawn-Tennis Forbund, Torben Ulrichs far Einer Ulrich, ville sørge for, at sønnens optræden fik et efterspil.
– Du kan vel ikke have været blind for, at din handling ville blive opfattet som en provokation?
– Nej, men det gjorde heller ikke noget. Som i flere andre sammenhæng var det sådan set netop fidusen, at tingene vippede på en grænse mellem joke og alvor. Man kunne sige, at det var en af den slags situationer, hvor jeg syntes, at det var i orden, at jeg kunne lave noget rav i den, fordi jeg gerne ville se, hvad der kom ud af det. Men det var ikke bare noget med at lave rav i den for at lave modstand som sådan. Det var for at se, om tingene ligesom kunne skæres på en anden måde. Eller for at sige: Når det nu er så skide konventionelt, har vi så ikke også en forpligtelse til at prøve at sprænge de konventioner? Eller, som Ornette Coleman sagde: Den største kompliment, man kunne yde Charlie Parker, ville være ikke at spille ligesom ham. Dét er en bemærkning, jeg virkelig har værdsat.

Bold og kosmos
På ét plan har Torben Ulrich hele vejen igennem sit tennisliv på alle mulige måder sat sig uden for dette med ‘bare’ at spille tennis på de konventionelle vilkår. Men på et andet plan har han i lige så lang tid for overhovedet at kunne komme til at “spille bold” – som han siger – på sine egne betingelser måttet fungere i et system med ganske rigide rammer og regler. Han har med andre ord levet i et skisma, hvor han har skullet acceptere nogle givne vilkår, samtidig med at han gerne selv har villet sætte en anden dagsorden.
– Er det ikke vilkårene for os alle sammen hele tiden? Dét kan vi jo ikke sætte os ud over. Vi er født ind i vores sprog. Vi er født ind i vores fysik. Der er en række ting, der er givne. Det er også det, jeg prøvede at sige med den historie med Carl Edvard Hedelund. Det er ikke et opgør med resultatet som sådan. Det er snarere noget med at sige, at spillet ligesom befinder sig et sted, der er tidligere. Det er for eksempel dét, der interesserer mig hos Blanchot. Han taler om bogens fravær. Altså – dét, vi sidder og formulerer nu, er sådan set endnu ikke ‘i bogen’, vel? Vi arbejder med noget, som ikke er bogen, men som en skønne dag måske er en del af bogen. Dét at formulere noget, at artikulere noget, at skrive noget – dén proces, inden det når tryksværten – det er dét, Blanchot kalder at skrive. Inden det kommer ned på papiret. Dét er bogens fravær, og det interesserer mig meget. Spillet lige inden det foreligger, så at sige. Inden det stivner i et ord eller et resultat eller et point. Inden et eller andet bliver til noget, findes der en proces. Det er dér, tingene formes, det er dér, de spilles eller skrives eller tegnes.
– Kan man ligefrem sige, at dit projekt går ud på så vidt muligt hele tiden at være dér?
– Ja. Det er lige det. Og for eksempel er det også det, jeg godt kan lide ved at lave de billeder, jeg arbejder med. Det er ligesom at spille bold. Det er noget, der bliver til hurtigt, uden at jeg helt ved, hvad det er, eller hvad det skal blive til. Det er aftryk af noget, som lige før, det blev et aftryk, var et udtryk. Det er lige dér. Hvis man kan fange det lige før, det stivner i et udtryk, så er det interessant.
– Det er dét, du forsøger, når du tager billederne gennem stadig nye processer, fotokopierer dem eller bearbejder dem i computeren. Du forsøger at holde spillet åbent?
– Nemlig. Der er hele tiden et næste lag. Først er der måske sjippetovet, som rammer billedet, når det ligger på jorden. Hvordan former det sig? Hmmm … okay. Så er der måske bolden, som spilles op mod billedet på væggen. Hvordan er det? Hmmm … okay. Samtidig er der alle disse variabler og styringer og fejlmuligheder. Hvis jeg kommer maling på én bold og blæk på en anden, er de helt forskellige i vægt, ligesom de klistrer til handsken på forskellige måder. Så når jeg kaster bolden op, bliver den måske siddende på handsken, og så er dét ligesom spillet: At opkastet ikke helt er til at styre. Og sådan er alting jo. Vi ved ikke, hvad der sker næste år.
– I den forstand er det også ret logisk, at du inden for musikken netop har været optaget af jazzen, der er så åben for improvisation og forandringer i nu’et. Det er en musikform, som hele tiden er i færd med at blive til …
– Netop.
– Jeg har lagt mærke til, at du generelt hellere taler om at “spille bold” end om at “spille tennis” …
– En af grundene er måske, at bolden for mig at se har en åbning ud imod det kosmologiske. Bolden er så tydeligt et billede på vores egen jord og planeternes gang og stjernerne og universet. Og samtidig, hvis man går nedad, er den også et billede på noget med molekylernes spil omkring hinanden, atomerne. Man kan sige, at boldens bevægelse i de forskellige baner, dens forskellige måder at bevæge sig om sig selv på, spin’et, dels korresponderer med noget, når vi ser udad og ser på de mere universelle eller kosmologiske bevægelser, dels korresponderer med noget, når vi ser indad og ser alle disse forskellige bevægelser, der er i os, som mennesker og som kroppe. Og så er der noget med terminologien i forbindelse med boldens bane og planeternes bane. Ligesom der sprogligt er noget med at serve og to serve og turnere og to return. For ikke at tale om nullets stilling i spillet : love kommer faktisk af l’oeuf – nullet er et æg, men det er også det potentielle i en situation.
– Så når vi taler om diskursen, idrætsdiskursen og videre derfra, har jeg været interesseret i at forblive i den terminologi og se, hvor den bevæger sig hen. Jeg har været interesseret i at se spillet på en anden led end den sædvanlige. Og det kunne igen pege i retning af yoga, ikke så meget fysisk yoga, snarere buddhistisk yoga eller hindu-yoga, altså dette at man ligesom kommer i kontakt med traditioner, som netop arbejder med nogle specielle områder. Og at man, fordi man kender et bestemt område og har en vis fortrolighed med det, bruger det til også metaforisk at komme helt ud i universets ender, og også helt indvendig, alle mulige veje, og på et tidspunkt måske ser, at alle disse veje sådan set er en samlet oplevelse, og at det derfor ikke kan forblive i et dualistisk spil. Det er derfor, det i sidste ende må blive en anden situation end den sædvanlige dualistiske, hvor der er nogen, der vinder, og nogen, der taber.
– Inden for de buddhistiske og hinduistiske linjer er der en tradition for noget, der hedder Siddha-yoga. Du ved, det er sådan noget, der kan udtrykkes gennem historier som dén om mesteren, der møder en skomager, og skomageren spørger: “Hvordan skal jeg bære mig ad?” Hvortil mesteren svarer: “Kig ind i skoen og den måde, du syr den på.” Eller jægeren, der spørger: “Hvilken vej skal jeg gå?” Og mesteren siger: “Kig ind i situationen, etc.” Det vil sige, at i stedet for at gå til yoga eller til spil, altså at gå et andet sted hen end dér, hvor man er, forbliver man i det miljø, det handler om. Man bruger det som et konkret, fysisk udgangspunkt, samtidig med at man ser det metaforiske eller symbolske i selve det miljø. Man ser, hvad det kan udtrykke, som enten har noget universelt i sig, eller som i sig selv er det samme som et andet eller tredje felt ved siden af.
– Så dét, jeg har prøvet på ud fra det synspunkt, ud fra Siddha-tankegangen, er at åbne så godt, som det nu er muligt, til alle sider og med en fantastisk taknemmelighed til alle de mennesker, som man møder, og som kan vise én forskellige facetter af alle mulige ting: billedhuggere, malere, filmfolk, kunstnere og ikke-kunstnere. At man prøver at sige, at dét, man kunne lære af alle dem, hvordan kunne man overføre det til sin egen situation og prøve at udtrykke noget, som er inspireret af alle de ting – men forblivende på sit eget sted, så at sige. Og at gøre det på en måde, hvor man både har en dyb fortrolighed med og samtidig en slags fremmedhed over for de konventioner, som råder: At være tro mod den fortrolighed med den bane, hvor jeg tidligt i mit liv blev stillet i barnevognen; samtidig med at jeg måske var utro over for det samme miljø, ville mange nok sige, fordi jeg ikke kunne indordne mig. Jeg har ligesom villet se, om det kunne lade sig gøre at forblive loyal over for de rammer og samtidig foreslå nogle muligheder, der slog igennem hele det miljø, så man eventuelt kunne komme nogle andre steder hen. Altså at søge andre veje, men at gøre det på en måde, så man ikke nødvendigvis behøvede at forkaste hele det felt, man var rundet af.
– Det har sådan set været kendetegnende hele vejen igennem, at jeg ikke har forsøgt at modsætte mig noget, at jeg ikke har forsøgt at opstille nogle argumenter imod et eller andet, men at jeg snarere har prøvet at medsætte nogle tanker, som for mit eget vedkommende så stærkt som muligt sætter spørgsmålstegn ved nogle situationer, samtidig med at jeg ikke ønsker at indgå i en polemisk fejde for eller imod et eller andet. For så føler jeg, at vi er tilbage i alt dette med at tabe og vinde, at tabe ansigt eller vinde i en argumentation, og så er vi tilbage i den gamle vestlige dualisme, hvor det er enten-eller, for-og-imod, sort-og-hvidt, og så er alle glade og synes, at det er bekvemt: Nu ved vi, hvad vi snakker om. Så er det ligesom Bush, der siger: “Enten er I med os, eller også er I imod os.” Alt dét pis. I stedet prøver jeg at sige: Er det muligt at spille på en måde, så man ved, hvad stillingen står, men hvor man samtidig har råd til at spille eller skrive en historie, som er en anden end den gængse? Og jo, det kan man sagtens. Eller måske ikke sagtens, for det er selvfølgelig svært. Ligesom det er vanskeligt rent sprogligt at formulere sig omkring det, fordi sproget i sig selv som sprog fuldstændig er i korrespondance med denne enten-eller tænkning, denne binaritet, hvis man kan sige det på dansk. Altså ligesom i computersprog: Enten er det nul, eller også er det ét. Enten er det ja, eller også er det nej. Det er svært med sproget at formulere positioner, som både forbliver inden for rammerne af det givne, og som samtidig er hinsides denne tænkning eller sprænger de rammer.
– Jeg er allerede ved at blive svimmel. For nu lige at komme tilbage til kampen med Carl Edvard Hedelund i 1966 så kunne jeg tænke mig at vide: Når du i sådan en situation har meldt ud, at du vil gøre sådan noget som at stoppe med at spille klokken tre, uanset hvor langt I er kommet i kampen, er der så ikke noget i dig, som kan stritte imod, når du står i det, fordi det måske alligevel virker for voldsomt i den konkrete sammenhæng?
– Nej, det er der ikke. Det var sådan meget ligetil: Nu er klokken ét minut i tre, og hvis jeg skynder mig op, kan jeg lige nå det. Det var nærmest uundgåeligt, vil jeg sige. I en vis forstand uundgåeligt. Og i en anden forstand fuldstændig undgåeligt, hvis arrangørerne havde været interesserede i at være en lille smule fleksible. Jeg vil godt understrege, at det fra min side ikke var sådan en raptus: Nej, nu gider jeg ikke mere … Eller: Nu er jeg bagud, så nu smutter jeg … Nej, jeg var omhyggelig med ikke at være bagud, da jeg stoppede, for at man ikke skulle kunne sige, at jeg stoppede, fordi jeg var ved at tabe.