Browse By

Testimonials

Lars Movin kommer ind ad døren og ved, hvad han taler om. Han har den alder, han har, han er iført det tøj, han er iført, han ser sig om, for nu er det ham. Den store bølge bagude af det, der er sket, det, der har fundet sted, bærer ham, og forude er der nye landskaber. De mangler bare ord, de mangler bare billeder. Nu kommer han med dem. Han har kørt i bil i USA, han har haft et kamera med, han har filmet USA og talt i telefon med USA. Han har set prærien og hørt poesien suse i telefonmasterne og i ophugningspladserne og om storbyernes hjørner. Han kommer med det hele, han har det hele med. Han har en barndom med, han har en bølgelængde til fjerne egne af kloden, han har en samtaleevne og hemmeligheder med. Han har den skinbarlighed, han har, den vidensbank, det diskotek. Han træder ind ad døren og ved, hvad han vil tale om. Han træder nærmere, han er den, han er, Lars Movin.
– Asger Schnack, 28.2.07

Noget af det mest beundringsværdige ved Lars Movins værker om kunstnerne i og omkring Beatgenerationen er, at han gør sig den anstrengelse at bringe historien videre. I USA er der skrevet, filmet og talt herfra til evigheden om Kerouac, Cassady, Ginsberg og Burroughs, indimellem ualmindeligt godt endda, og det nemmeste ville være at sakse derfra, oversætte og udsende det i eget navn. Den slags opleves som bekendt tit, og det er slet ikke sikkert resultatet ville blive dårligt, hvis man ved så meget og kan bevæge sig så sikkert rundt mellem kilder, som Movin nu engang gør og kan. I stedet finder han nye vinkler.
– Tonny Vorm om William S. Burroughs i Danmark (Information, 22.12.07)

Lars Movin har gennem mange år været mere end et eksempel for andre freelanceskribenter, vedholdende og fagligt engageret har han vist, at det handler om at kredse det ind, man brænder for, og at en fast universitetsansættelse ikke nødvendigvis er den bedste måde at forske i et emne på. Ud over den faglige viden er han beriget med en formidabel pen. En skrivemåde der forener det faktuelle med det reflekterende, nysgerrigheden med en stædighed, så man mærker, at der står en person bag, der ikke bare har en journalistisk interesse, men derimod et stort kendskab til det emne han indkredser.
– Mai Misfeldt om Videologier 1: 33 tekster om amerikansk videokunst (Berlingske Tidende, 24.2.01)