I forbindelse med tilblivelsen af den dokumentariske film Onkel Danny – portræt af en karma cowboy (2002) interviewede vi en række af de mennesker, der havde været tæt på Dan Turèll (1946-93). Som det ofte – og specielt i disse videotider – er tilfældet, kom vi efter optagelserne hjem med et materiale, der var mange gange større end de koncentrerede statements, der kunne finde plads i den færdige film. Da filmen så efter flere års tilblivelsesproces omsider mødte et publikum, fornemmede vi, at interessen for Dan Turèll, hér ti år efter hans død, ikke er svækket, snarere tværtimod. Vi fandt det således rimeligt at gøre den store stofmængde, som ikke kom med i filmen, alment tilgængeligt. Derfor denne bog.

Bogen rummer stort set komplette versioner af de seksten interviews, der blev lavet i forbindelse med filmen. Hertil kommer yderligere tre interviews – Per Højholt, Jarl Borgen og Jørgen Leth – som vi af forskellige grunde har fundet det relevant at supplere med. Alle interviews er bearbejdet til skriftlig form i dialog med de implicerede.

Et af de paradokser, der ofte fremhæves omkring Dan Turèll, er, at mens fortælleren Onkel Danny på den ene side var en af de få litterære skikkelser i nyere tid, som størstedelen af danskerne ikke blot kendte, men nærmest mente sig på fornavn med, var det en bemærkelsesværdigt lille skare, der kendte forfatteren Dan Turèll privat.

Det er naturligvis denne skare, vi har søgt at indkredse. Vi har talt med hans mor, Inge Turèll, og med hans livsledsagerske gennem næsten tyve år, Chili Turèll. Og vi har talt med en stor del af det persongalleri, som ikke mindst via forfatterens egne skriverier kom til at fremstå som mere end blot venner, bekendte og kolleger, idet mange af de mennesker, Dan Turèll lukkede ind i sit private univers, på én gang blev transformeret til litterære figurer og ophøjet til allierede i en større sags tjeneste.

Vennerne var med andre ord mere end bare venner. På de følgende sider siger én af de interviewede, forfatteren og forlæggeren Asger Schnack, således om Dan Turèlls position i de tidlige halvfjerdsere: “Som figur, som menneske, [var] han i opposition. (…) Og også i skriften var han ude i en klar afstandtagen fra næsten alt, hvad der fandt sted. Så kan man spørge, hvad det positive bliver, når man er i opposition til alt. For Dan Turèll blev det positive personer og fænomener, som også var i opposition. Derfor kan man se, at allerede på dette tidspunkt var vennerne nogle meget vigtige støttepunkter i hans liv. Både de egentlige venner og vennerne i overført forstand.”

Onkel Danny fortalt blev udgivet parallelt med et bind af Dan Turèlls tidlige tekster, som ikke før har været i bogform: En nat ved højttaleren med sprogets mikrofon – rariteter, 1964-79 (Bebop, 2003), ligeledes redigeret af undertegnede. De to bind kan læses hver for sig – det ene er en bog om Dan Turèll, det andet en bog af ham – men samtidig er de tænkt som en art tandem, et tvillinge-sæt, der supplerer, belyser og henviser til hinanden på kryds og tværs.

Når Inge Turèll eksempelvis i Onkel Danny fortæller taler om, hvordan sønnen i 1964 søgte arbejde som skrivende medarbejder på den lokale gratisavis, Gentofte-Bladet, har vi fundet det naturligt i det andet bind at optrykke eksempler på Turèlls distriktbladsjournalistik. Når Peter Laugesen i Onkel Danny fortæller taler om sit første møde med den unge digter på adressen Bagsværdvej 65 i Lyngby, vil man i det andet bind kunne finde en artikel, som Turèll i samme periode skrev om ejeren af den pågældende ejendom, bolighajen Jacques Bassan. Når Kristen Bjørnkjær i Onkel Danny fortæller beretter om en fælles rejse til Nordafrika i 1971, vil man i det andet bind kunne finde et eksempel på de artikler, de to rejsekammerater sammen sendte hjem til Danmark. Og så fremdeles. De mest oplagte forbindelser mellem de to bøger er påpeget i noterne efter de enkelte interviews. Andre sammenhænge er mere subtile og opdages måske af den opvakte læser.

– Lars Movin og Steen Møller Rasmussen, august 2003

Af Lars Movin & Steen Møller Rasmussen
Bebop, 2003