Browse By

Onkel Danny fortalt [Uddrag]

Interview med Per Højholt

– I første halvdel af halvfjerdserne kom Dan Turèll ved flere lejligheder over og boede hos dig og Lone i huset i Hørbylunde. Hvordan begyndte det?
“Jeg husker engang, hvor han bankede på oppe hos vores naboer, Karl og Anna. Det må have været den første gang, for hvis han bankede på, må det have været fordi, han var kommet med bussen og ikke vidste, hvor vi boede. Dér stod han så med sit markerede ansigt, og jeg mener, at han havde sådan en damepels på.”
– Det kan godt passe, for det fremgår et sted, at hans første besøg i Hørbylunde fandt sted umiddelbart efter, at han var kommet hjem fra en rejse med med Kristen Bjørnkjær og Kirsten Brand til Nordafrika, og på den rejse havde han haft pels på i Sahara …
“I hvert fald stod nabokonen dér i halvmørket og har sikkert tænkt sit. Men jeg går ud fra, at hun viste ham ud til os. Hun var vant til, at sådan nogle skulle ud til os.”
– Hvordan var det at have ham i huset?
“Det var skægt. Og lidt monotont, kan man sige. I hvert fald i den periode, hvor han skrev Vangede billeder (1975), fordi han bare skrev og skrev. Men han elskede at lege med børnene, både med Signe, vores ældste datter, og også med vores søn Terkel, inden han flyttede hjemmefra. Og så havde vi jo fået Marie, vores efternøler, i 1969, og hende har han tit sunget for, når hun skulle sove om aftenen. De holdt allesammen frygtelig meget af Dan. Han var som et medlem af familien i lang tid.”
– I en note bagest i bogen Manuskrifter om hvad som helst (1971) skriver Dan Turèll: “En speciel og uoverskuelig tak til Per Højholt der stillede apparatur og hvad déraf følger til rådighed. Things like that should never be forgotten.” Det er vel din skrivemaskine, han sigter til?
“Ja, jeg havde en sølvfarvet IBM kuglehovedmaskine, som Dan tæskede i dag og nat. Og han løb tør for farvebånd ustandselig, fordi vi havde indstillet maskinen forkert, så vi måtte jagte rundt i byen efter farvebånd. Vi kørte ud til forhandleren og forskellige andre, som jeg vidste havde sådan en maskine. Så vidt jeg husker, kom de engang ligefrem med farvebånd til os over fra IBM’s hovedkontor i København. Det må have været vores lokale IBM-forhandler i Silkeborg, Carl, der havde ringet til dem. Han var en meget rar mand.”
– I sin biografi, citerer Asger Schnack et brev fra Dan Turèll skrevet i Hørbylunde i maj 1975, mens han arbejdede på at skrive Vangede billeder om fra digte til prosa: “Arbejder som en besat … Det er ikke et ‘billede’, det er en KENDSGERNING. Har ikke sovet de sidste 48 timer, er langsomt ved at prøve at køre ned igen, langt nok ned (i nervespændthed hvis noget kan hedde sådan) til at kunne sove …” Kan du genkende den beskrivelse?
“Helt sikkert. Jeg har aldrig set en mand arbejde så hårdt. Det var et fuldstændigt arbejdsraseri. Han sad inde på Terkels gamle værelse og skrev og skrev, i adskillige dage og nætter. Dan respekterede jo ikke døgnets tider. Han spiste på de underligste tidspunkter. Jeg kan huske, at han altid spiste franskbrød med hvidløg på – og somme tider også med ost. Han tog sådan en skive med halve hvidløg ud over. Det var stærke sager.”
– Til gengæld har du i Lars Johanssons interviewbog [2] fortalt, at du ikke ville have spiritus i huset, når du havde skrivende gæster. Hvis folk skulle komme og bo hos dig i Hørbylunde, fandt du, at det var tidsspilde, hvis de rendte rundt og var fulde. Dan kom jo i den periode direkte fra LSD-eksperimenterne og det vilde liv i bofællesskabet på Forhåbningsholms Allé. Var det ikke svært for ham at overholde?
“Jeg var sådan meget asketisk indstillet, så jeg sagde til ham: Ingen hash, ingen spiritus, ikke noget som helst af dén slags. Og han overholdt det – så vidt jeg ved.”
– Men som storbymenneske har han nok haft sine kvaler ved pludselig at befinde sig ude i en skov. Der er eksempelvis en passage i sekvens af Manjana …, skrevet den 18. februar 1972: “Jeg er gået i seng i Hørbylunde / Natten kryber langsomt hen imod mig / […] / Det er blodet der vender sig i årerne / og vejene: og ansigterne: og rummene / i et flimrende element / og så er det INTET / ingenting / overhovedet ikke noget / lysende klart og smukt / i sort luft / i Hørbylunde” … Det lyder ikke som den rene idyl?
“Nej, han skulle også altid lige en tur ind til Århus, når han havde været her et par dage.”
– Alligevel er det tydeligt, at han holdt meget af at være hos dig. Hvad tror du, det var for nogle behov, han fik opfyldt i Hørbylunde?
“Han skulle ikke spille nogen, når han var hos mig.”
– Han skulle ikke være Onkel Danny?
“Nej, for han var accepteret, som han var. Og sådan var det måske for flere af dem, der kom. Jeg kommer i tanke om, at også Benny Andersen kom her nogle gange, når han var på disse kanter, fordi han nød at være privat, i stedet for at skulle ind på et hotel. Han havde noget af det samme som Dan. Han vågnede om natten og syntes, det var skræmmende, at der var så stille. Og Jes Ørnsbo var her, og han sagde til mig: “Er du bevæbnet?” Så sagde jeg: “Nej, det er jeg ikke.” Men jeg anede ikke, at der var en hugorm lige for fødderne af mig. Det var typisk Jes. Jeg kan huske, at vi skulle spille bordtennis, og han fremstillede det, som om han nærmest var Danmarksmester. Det var han overhovedet ikke. Jeg slog ham nogle gange.”
– Kunne du godt selv få skrevet noget med alle de gæster i huset?
“Ja, det gik meget godt. Det var jo mest om sommeren, de kom, og dér skrev jeg som regel ikke. Jeg begyndte i september.”
– Der er to kendte anekdoter om den første kontakt mellem Dan Turèll og dig. Den ene handler om dengang, du var bibliotikar på hovedbiblioteket i Gentofte. I den tekst, der hedder “Den klare digter”, som du skrev til Jyllandsposten nogle måneder efter Dan Turèlls død, erindrer du, at “af og til sneg en lang blegfis sig om mellem reolerne og kiggede og ledte, og han hed noget svensk, vidste jeg, og kom fra det mindre ansete Vangede.” Og en del år forinden, i 1984, havde Turèll skrevet en tekst, “Mit navn for stumhed”, til antologien Natur retur, hvori han husker dig fra tiden på biblioteket: “Han sad dér i et gammelt palæ, en høj tynd knokkelmand, bag et skrivebord med kataloger og “læsevejledninger”. Han så underligt modstræbende ud som han sad dér, selv en skoledreng kunne sanse det. Han lignede, som det ville hedde i en kriminalroman: En mand med en hemmelighed.” En blegfis og en knokkelmand: Det må have været kærlighed ved første blik! Men husker du reelt, at du så Dan Turèll dengang på biblioteket, eller er det noget, du senere har kunnet rekonstruere dig frem til?
“Det ved jeg faktisk ikke. Jeg mener, at jeg kan huske ham, men jeg er ikke sikker. Der kom så mange. Men der er en anden underlig forbindelse mellem os. Da jeg var elev i Esbjerg, var der en mand på biblioteket, som hed Erik Svendsen. Han var jazzfan og filmmand om en hals, og når der var arrangementer i filmklubben, holdt han ofte foredrag før filmen. Jeg husker især ét foredrag om Cocteaus film Orphée (1950). Den gik også i Saga Bio, hvor den havde fået titlen Kærlighedens mysterium … Jeg plejer at sige, at jeg så den otte gange. I hvert fald så jeg den mange gange. Og senere mødte Dan jo Erik Svendsens datter, Inge Margrete. Og blev gift med hende. Det var Chili. Hun kom også og besøgte os.”
– Den anden anekdote, som er blevet nævnt omkring jeres første kontakt, er mere specifik. Det var dengang, hvor I kom til at sidde over for hinanden i S-toget …
“Ja, det husker jeg. Jeg skulle med S-toget ind til Østerport, og da jeg kom ind i kupéen, sad Dan der. Jeg havde lige udgivet Poetens hoved (1963), og Dan sad kraftedeme på sædet overfor og læste en anmeldelse af bogen i Information. Jeg vidste godt, at han læste anmeldelsen, for i de dage var jeg ekstra opmærksom, og pludselig løfter han hovedet og ser, at jeg sidder over for ham. Mit billede må have været ved anmeldelsen, i hvert fald kunne han genkende mig. “Dav!” siger jeg. Og så siger han “Dav!” Vi var begge to frygtelig flove, for vi vidste ikke, hvad fanden vi skulle sige til hinanden! Men så skulle jeg af på Østerport – heldigvis!”
– At Dan Turèll under alle omstændigheder allerede tidligt har beundret dig som forfatter, véd vi, for i en tekst fra marts 1970 skriver han: “Nogle forskellige digtere har jeg læst med et forhold til skriften som billede og billedet som skrift: fremfor nogen Peter Laugesen, Per Højholt …”
“Men det vidste jeg ikke noget om dengang.”
– I starten af halvfjerdserne blev Dan Turèll medlem af forlaget Arenas bestyrelse, hvor du også sad sammen med Poul Vad, Niels Egebak, Leif Hjernøe, Kristen Bjørnkjær og Jannick Storm. Hvis idé var det, at han skulle med i bestyrelsen?
“Dan prøvede jo på alle mulige måder at få udsendt sine ting, så vi har vel fået øje på ham til sidst.”
– Var du med til nogen bestyrelsesmøder, hvor han også var der?
“Ja, for han redigerede et par antologier for Arena sammen med Jannick Storm.”
– Kan du huske, hvilket indtryk han gjorde ved de møder?
“Næ! For der sad sgu’ så mange originaler dér!”
– Han fik også lov til at udgive nogle af sine egne bøger på Arena, og det var nogle ordentlige moppedrenge. Hvordan kunne han få bestyrelsen med på det?
“Vi behøvede ikke at overtales.”
– Det siges, at da bestyrelsen tøvede lidt med at give grønt lys for sekvens af Manjana, den endeløse sang flimrende igennem hudens pupiller (1973), sagde Dan Turèll, at hvis det blev for dyrt, kunne man da bare lade være med at udgive nogle af de andres bøger. Det kræver en vis selvtillid af en ung forfatter!
“Arh, så meget selvtillid havde han sgu’ heller ikke. Ikke dengang, i hvert fald.”
– Du havde sådan en zenbuddhistisk stenhave ude ved huset i Hørbylunde, og Dan Turèll slog jo ind på buddhismen hen ad vejen. Var det noget, han havde samlet op hos dig?
“Jeg ved ikke, hvor meget jeg havde med det at gøre. Jeg har sikkert holdt et foredrag for ham om, hvordan man lagde de sten. Jeg havde sådan en slags instruktørstol, som jeg sad i, mens jeg grundede over, hvad for en side af stenen, der skulle vende op eller ned, og hvor den skulle ligge. Mange af stenene var såkaldte fuglebryststen, sådan nogle hvide sten, der var højere på den ene side end på den anden, fordi de havde ligget på heden og var blevet sandblæst. Der var sådan nogle kamme hen over stenene, som solen lyste igennem, og det gav et afsindigt flot skær. Det er meget tænkeligt, at Dan har siddet derude og mediteret, men jeg ved det ikke. Han var jo oppe på de underligste tidspunkter.”
– Havde du nogen indflydelse på den måde, han arbejdede med Vangede billeder på?
“Kun rent moralsk. Egentlig kedede det ham at skrive bogen om på den måde. Det hængte ham ud ad halsen. Ikke fordi han ikke var vant til monotoni, for det var han jo fra nogle af de store bøger, han havde lavet før. Men det passede ikke til hans måde at arbejde på at skulle skrive om. Så jeg sagde til ham: Kom herover og brug min skrivemaskine, så kan det være, at du gider. Og det gjorde han så.”
– Lod han dig læse den første version af Vangede billeder?
“Nej – og heller ikke den anden.”
– Når han havde skrevet noget, så kom han ikke og ville høre din mening om det?
“Aldrig. Han lod som ingenting.”
– Han skulle ikke have din accept?
“Nej. Ikke på den måde, i hvert fald. Accepten lå i, at han boede der.”
– Det lyder, som om I ikke snakkede meget om litteratur?
“Jo, af og til gjorde vi da.”
– Også om hinandens?
“Neeej, mest om andre. Og så rakkede vi dem ned, så godt vi kunne. Det kunne vi blive enige om, og det klarede vi fint.”
– Du har engang sagt dette med, at man ikke skal bruge af hovedstolen. Synes du, at han gjorde det med Vangede billeder?
“Nej, det syntes jeg ikke. Han var også blufærdig som forfatter … uden at udelukke noget, egentlig.”
– Dan Turèll havde sådan et ritual med at rive sine manuskripter til konfetti, når han var færdig med en bog. Er der noget om, at du prøvede at redde det originale manuskript til Vangede billeder?
“Det var i hvert fald mig, der kørte det på lossepladsen. Det glemmer jeg fandme aldrig. Han havde revet det hele i små frimærkestore bidder, fuldstændig som om det var en eller anden offerhandling. Det fyldte tre eller fire plasticposer, og dem satte vi så ind i bilen og kørte ud på lossepladsen.”
– Vidste du, at han ville rive det i stykker, eller opdagede du det først efter, at han havde gjort det?
“Jeg vidste, at han ville rive det i stykker. Og jeg så ham gøre det, noget af det …”
– Gjorde det ondt?
“Ikke spor.”
– Så når litteraturforskerne engang skal til at sammenligne den oprindelige digtversion med den endelige prosaversion …?
“Ja, så skal de ud til Engesvang losseplads!”
– I det stykke, vi talte om tidligere, “Den klare digter”, slutter du af med en passage, som i dag virker nærmest profetisk: “Men om et par år, når det hele har sat sig en kende, vil man kunne lave et stort smukt udvalg af Dan Turèlls digte, og man vil se, at de står sig alene ved deres egen kvalitet. Han har skrevet adskilligt, som aldrig rigtigt blev påskønnet, og han var måske selv skyld i, at den indsats ikke blev højt nok vurderet. Jeg påpegede det for ham, gang på gang, men han troede mig ikke. Men han blir skuffet! I den sidste ende er der en slags retfærdighed til!” Det er jo meget smukt. Men hvad mente du egentlig med, at han selv var skyld i, at han ikke i tilstrækkelig grad blev påskønnet som digter?
“Jeg kan huske, at jeg én gang spurgte ham: “Hvad fanden vil du egentlig lave, når du ikke kan skrive mere?” Han væltede jo ud af alle ærmer og åbninger med digte, og jeg tænkte: Det går aldrig godt det dér. Det nærmede sig borumske vildskaber. Borum og jeg havde en standende strid om, at han udsendte en bog hvert år. Og jeg sagde: “At du gider! Hvordan fanden gør du det?” Han kunne lave en bog på en måneds tid. Og Dan tog heller ikke længere tid. Så jeg spurgte Dan, hvad han ville, når han var færdig. “Så kan jeg blive journalist på Ekstra Bladet, sagde han så.” Det rystede mig sgu’ noget.”
– Du var bange for, at han skulle få skrevet det hele for hurtigt?
“Ja, for han havde opdaget, hvordan det kunne gøres. Han havde faktisk fundet en måde at lave de dér store bøger på, og jeg var lidt bange for, at han havde et eller andet rifbjergsk om, at det er mængden, der gør det. Han troede, at eftersom han sprudlede, som han gjorde, så var alt skrift, og alt duede, og det var jeg på vagt overfor. Det var ikke min boldgade.”
– Og du havde en fornemmelse af, at han selv havde del i årsagen til, at han ikke blev så anerkendt som digter, som han måske kunne være blevet?
“Ja, det mente jeg. Jeg følte, at dagbladsjournalistikken truede lige om hjørnet. Og det gjorde den jo også. Men selv dét fik han jo noget godt ud af.”
– Men selv om han fik noget godt ud af dagbladsjournalistikken, syntes du så alligevel, at det tog for meget fra hans lyrik?
“Det er jo nemt at sige bagefter. Nej, egentlig tror jeg ikke, at det tog for meget. For ham var det en naturlig fortsættelse. Han var rent kunstnerisk skrevet ud på det tidspunkt. Og så levede han jo afsindigt højt på sin kendthed og dét med de sorte negle og sort tøj og alt sådan noget fis …”
– Du havde vel også selv et image, og du lavede også shows?
“Ja, men det var på en anden måde. Det opdagede vi senere, da vi skulle prøve at optræde sammen i Stalden i Silkeborg. Det gik slet ikke.”
– Hvorfor ikke?
“Vores retninger var for forskellige. Dan leverede en præstation, der somme tider gik hen over hovedet på folk. Publikum var vidner til hans optræden, de var ikke en del af den. Ved mig var de en del af den. Jeg korresponderede direkte med dem. Dan og jeg prøvede at lave noget sammen, men det gik overhovedet ikke. Det måtte både publikum og vi selv indse.”
– Når Dan ikke inddrog publikum i sit show, tror du så, at det var en måde at holde folk på afstand på, en måde at beskytte sig på?
“Jo, det kan der være noget om. Hvis han blottede sig over for dem, ville de vælte ind over ham. Det har jeg ikke tænkt over, men det er nok rigtigt.”
– Overværede du nogle af Dans shows?
“Ja, jeg kan huske engang i Vaskehuset – det var sådan et kultursted, vi havde i Silkeborg – hvor han første gang skulle optræde med Vangede billeder. Han gik rundt og rundt og rundt og sparkede til mikrofonledningen, mens han snakkede, og han kunne næsten hele bogen udenad. Han havde en fantastisk hukommelse, og han vidste de mest utrolige ting og havde et svar på alting – næsten. Samtidig var han helt uvidende om andre ting.”
– Var han uvidende om nogle ting, som du syntes, at han skulle være vidende om?
“Nej, det var han ikke.”
– Tror du, at han lod sig inspirere af dine shows?
“Det ved jeg ikke. Jeg havde forsøgt at lære ham sådan noget elementær mikrofonteknik og den slags, og jeg havde sagt til ham, at han måtte fandme ikke træde på ledningen, fordi jeg havde fået indbygget et ekstra kabel i den. Det glemte han alt om, da han var på scenen, men han fandt selvfølgelig sin egen måde at gøre det på. Jeg havde også sagt, at han bare skulle tage det roligt, for hvis han gik i stå, ville jeg falde ind – ligesom hos Coleman Hawkins eller i sådan et orkester, hvor der lå nogen bagved og kunne tage over. Men det blev der overhovedet ikke brug for. Han kørte hele showet suverænt igennem, og det var fandme godt!”
– Overtog han slet ikke noget fra dine shows?
“Altså, han så nok, hvordan jeg gjorde. Men han brugte aldrig mislyde eller feedback eller sådan nogle ting. Jeg havde en forvrænger på mikrofonen, og en ekkomaskine, og jeg havde det med at køre mikrofonen hen over højttaleren, så det hvinede i hele lokalet.”
– Var det Jimi Hendrix, du havde luret af?
“Ja, det var det. Jeg havde fået mikrofonen og udstyret bygget om i Århus hos en fyr, som også lagde det ekstra kabel ind, jeg talte om. Og så havde jeg også nogle balloner, jeg pustede op med en fodpedal. Sådan noget lavede Dan ikke.”
– Dan slutter teksten “Mit navn for stumhed” med ordene: “Fader, din søn.” Det er et citat fra et af dine digte i Poetens hoved [8], og det er jo nok ikke tilfældigt, at han har valgt netop dét citat. Han har nok set en faderfigur i dig, tror du ikke?
“Det er nok rigtigt, men det tænkte jeg ikke over.”
– Han var bare en yngre ven og kollega?
“Tja … jeg tænkte ikke nærmere over det. Jeg syntes bare, at han var god – og miskendt! Når jeg tænker efter, tror jeg nok, at jeg holdt nogle moralske foredrag for ham om sparsommelighed, altså ikke i pengesager, men mere i forhold til forfatterskabet. I øvrigt har vi nok også snakket om penge, for han havde en stor skattegæld dengang, og jeg sagde til ham: “Jeg ved én ting, og det er, at når man har tjent så meget, som du har, så har man kraftedeme også nogle penge tilbage!” Men det havde han ikke, og det irriterede mig grænseløst. For jeg sad jo også en overgang i Statens Kunstfonds tremandsudvalg sammen med Tage Skou-Hansen og Sven Møller Kristensen, og vi havde altid bøvl med, at skattevæsenet kom og hentede hans portioner, når han skulle have dem udbetalt. Han fik aldrig ret meget ud af det, så vidt jeg ved. Et par gange lykkedes det os dog at snyde skattevæsenet, så han fik pengene alligevel … Men det var svært, fordi ministeriet skulle overtales, og de var ikke vilde med sådan nogle ‘uregelmæssigheder’.”
– I den interviewbog, som René Højris lavede med Dan, siger han, at: “Efter min mening er Højholt’s Cézanne’s Metode (1967) og Intethedens grimasser (1972) simpelt hen det bedste der er skrevet om poesi i Danmark.” Og så siger han om dig som person: “Han har en hélt anden tidssans end jeg har. For ham er 15 år virkelig én dag og for mig er én dag virkelig 15 år – og alligevel kan vi sidde dér og spise ostemadder i hans køkken i det samme univers.” Var det sådan en sjælenes overensstemmelse?
“Ja, dén forbindelse var der hele tiden. Altså, husk på, at jeg sådan set også selv troede, at jeg var miskendt på det tidspunkt. Jeg var heller ikke blevet ‘opdaget’, så det havde vi tilfælles. Og jeg syntes som sagt, at meget af det, han gjorde over for sig selv, var syndigt – altså ikke i religiøs forstand, men syndigt mod talentet. Jeg syntes, at han forvaltede det dårligt.”
– Så fik han en opsang?
“Det gjorde han af og til. Det hjalp ikke en skid … jo, jeg blev lettet!”
– Læste du Dan Turèlls bøger, efterhånden som de udkom?
“Ja, det gjorde jeg. Selv de længste af dem. Og jeg blev mest forarget. Jeg tænkte: For fanden, han skulle stramme dem lidt. Det var for løst, meget af det. Efter min mening. Jeg sagde det også til ham, og det tog han i stiv arm. Hver gang.”
– Men når det kom fra dig, tror du så ikke, at det alligevel gjorde indtryk?
“Jo, det gjorde det nok. Uden at vide det selv var jeg en slags moralsk instans for ham. Samtidig var jeg en eller anden garanti for, at han var god nok, for jeg havde jo mine meget sikre meninger om kolleger og sådan noget, og på det punkt stemte vi ret godt overens. Jeg tror, det var lidt velgørende for ham at høre noget nedvurderende om kolleger, som man ellers konventionelt satte pris på eller accepterede. Det var ligesom en modgift til selv at være blevet kritiseret. Sådan tror jeg, at han brugte det en overgang. Der var nogle perioder i de senere år, hvor han tit ringede over til mig, og han kunne simpelthen ikke afslutte en telefonsamtale. Han blev ved med at snakke, og jeg var en tålmodig sjæl, så jeg fandt mig i meget. Men han kunne kraftedeme være styg.”
– Var han også styg ved dig?
“Aldrig!”
– Tror du, at han var ensom?
“Det ved jeg ikke. Jeg tror bare, at han en gang imellem gerne ville snakke med en kollega, som satte pris på ham, og som var uden for det københavnske miljø.”
– Nu taler vi om de allersidste år?
“Ja, jeg kan huske, at han ringede op på et tidspunkt, hvor han vidste, at han havde kræft. Han havde sådan en halvkvalt stemme … der var ikke meget røst tilbage i ham. Han sagde: “Hvordan tror du, det føles at spise ét risengryn ad gangen?” Og jeg tænkte: Nej, det er løgn! Men jeg vidste jo godt, hvad der var galt.”
– Han ringede simpelthen for at tage afsked?
“Ja, det tror jeg. Jeg var meget berørt af det. Ét er, at man ved, man er syg … Dans realitetssans svigtede ham ikke et øjeblik. Han vidste nøjagtig, hvordan han havde det. Men han lagde også afstand til det dér kræft. Det var en del af hans skjold, eller hvad man skal kalde det.”
– Han bevarede fatningen til det sidste?
“Det mener jeg, at han gjorde.”

– Silkeborg, 11.3.03 (tak til Lone Højholt)