ForordI en tekst fra 1979, “Omkring et modsætningernes manifest”, et af de få essays, Dan Turèll skrev om sin egen metode – sin poetik, om man vil – noterede den flittige og alsidige digter, på tærsklen til et gennembrud som kriminalforfatter, hvad projektet (blandt andet) handlede om:
“Det har taget mig personligt en halv snes år, temmelig mange sene nætters skønhedssøvn og ikke så få farvebånd – plus de mere personlige udgifter – at kunne bryde igennem til en nogenlunde foreløbig enkelhed.”Om dette forløb, godt og vel, drejer denne bog sig. Eller sagt på anden måde: Hvad der søges dokumenteret med de følgende sider, er forfatteren Dan Turèlls tilblivelseshistorie. Men vel at mærke ikke den allerede kendte historie, dén historie, der kendes fra det officielle værk, de små hundrede bogtitler. Snarere har målet med nærværende publikation været at grave et spadestik dybere og se på nogle af mellemregningerne, nemlig den ganske omfattende produktion af tekster, som ikke fandt vej ind i bøgerne. Hvilket primært vil sige artiklerne fra ‘de unge år’, lyst- og levebrødsskriverierne fra den uofficielle debut som distriktbladsjournalist i 1964 og godt et årti frem.Dan Turèll daterede selv den officielle start på forfatterskabet til den 15. oktober 1969. Herfra foldede skriften sig ud i den vifte af kategorier, som kendes fra værket: digte, sangtekster, noveller, essays, erindringer, artikler, klummer, kriminalromaner, etc. Undervejs opsamledes størstedelen af de tekster, der generøst spredtes ud til adskillige dagblade, tidsskrifter og andre mediesammenhænge, i bøger skræddersyet til formålet, ikke mindst de seks bind Medie-Montager, som udkom på forlaget Swing i årene 1975-78. Men forud for denne praksis, og i mindre grad sideløbende med den, fandtes en produktion, som ikke blev ‘bogført’. Der er de helt tidlige tilløb i Gentofte-Bladet (1964) og Lyngby-Tårbæk Bladet (1965). Der er de talrige artikler i magasiner som Aspekt (socialistisk tidsskrift for politik og kultur) (1965-69), Jazzrevy (1965-69), NB (1970) samt adskillige andre. Og der er de næsten tre hundrede signerede bidrag (noter, klummer, anmeldelser, kronikker), Turèll i årene 1967-70 leverede til Kristeligt Dagblad, i starten som jazzkritiker, men hen ad vejen som vidtfavnende kulturmedarbejder.I disse tidlige tekster er det ikke bare kuriøse sider af ‘den ukendte Dan Turèll’, der blotlægges. Vigtigere er det, at det hér er muligt at følge, hvordan den unge skribent tilegner sig det stof, de temaer og de attituder, som senere skal præge forfatterskabet.
Samtidig giver teksterne naturligvis et indblik i Dan Turèlls udvikling som skribent, fra den videbegærlige teenager, som i 1964, atten år gammel, interviewer politikere og skriver petitstof til Gentofte-Bladet, over den på én gang ungdommeligt skråsikre og naivt gammelkloge essayist i kronikker som “Betragtninger omkring bølleoptøjer” (1967) til den modne mediearbejder, omverdenen kom til at kende som Onkel Danny.
I nærværende udvalg findes eksempler på det hele, fra skribenten i kimform til den ustoppelige skrivekugle, som med sit blæksprutte-kommandoraid på snart sagt alt, hvad der bevægede sig i tiden, fik indtil flere generationer til at løfte øjenbryn eller rejse børster, men som med tiden blev en inspirator for endnu flere.Spørgsmålet er så, om Dan Turèll selv ville have betragtet omstående tekster som en del af forfatterskabet, eller om der for ham at se var gode grunde til, at de ikke fandt vej ind i bøgerne. Desværre kan vi ikke spørge ham. Men at han selv ikke skelnede nøje mellem den ‘litterære værdi’ i de mange forskellige genrer, han spændte over, tillader vi os at udlede af bogens afsluttende tekst, “Omkring et modsætningernes manifest” (1979), hvori der argumenteres for en opløsning af den traditionelle skelnen mellem kritiker og forfatter:
“Måske fordi jeg opfatter det sådan, at skriver kritikere godt – som f.eks. Torben Ulrich – regner jeg dem uvilkårligt som forfattere. Gør de det ikke regner jeg bare slet ikke med dem.”
Vi regner i dén grad med Dan Turèll.– Lars Movin og Steen Møller Rasmussen, august 2003