Browse By

Beat [Uddrag]

Intro – This is the Beat Generation

“Is there a Beat Generation?” Findes der overhovedet en beatgeneration? Sådan lød spørgsmålet til Jack Kerouac ved en paneldiskussion i Hunter College Playhouse, New York, den 6. november 1958. Det var lige omkring det tidspunkt, hvor beatfænomenet var brudt igennem til en bredere amerikansk offentlighed, og hvor det fra at være en hot litterær undergrundsbevægelse var blevet en cool modesag. Med inspiration fra den første sovjetiske Sputnik, der var røget til vejrs i oktober 1957 og havde efterladt amerikanerne i en tilstand af chok, var “beat” i april 1958 på foranledning af en vaks klummeskriver fra San Francisco Chronicle, Herb Caen, blevet til “beatnik”. Og hver weekend væltede horder af unge fra forstæderne nu ind til metropolernes bohemekvarterer for at promenere deres sorte gamachebukser, sandaler, baskerhuer og omhyggeligt trimmede fipskæg på de kaffebarer, der skød op som paddehatte – hvis de da ikke iførte sig slidte jeans og skovmandsskjorter og satte ud på de endeløse landeveje med et eksemplar af Kerouacs nys udkomne The Dharma Bums i rygsækken. Dét, der var startet som et forsøg på at vriste sig fri af den enhedstænkning, der havde lagt sig som en skygge over den frihedselskende amerikanske nation i årene efter Anden Verdenskrig, var blevet et medieanliggende og en massebevægelse. Og nu sad den sagesløse forfatter i saksen og forventedes at leve op til sit renommé som King of the Beats. En rolle, han aldrig selv havde bedt om at påtage sig, og som han hadede af et rent hjerte. Han havde indledt sit forfatterskab som en moderne Blake, der tørstede efter at “se en verden i et sandskorn / og en himmel i en vild blomst”. Og nu forsøgte omgivelserne at reducere ham til en mellemting mellem en freak, en pauseklovn og en modkulturens svar på en brugtvognsforhandler.

Året forinden, i 1957, havde samme Kerouac skabt overskrifter i de amerikanske medier med sin generationsdefinerende roman, On the Road. To år forinden havde en af hans nærmeste venner, Allen Ginsberg, skabt lignende røre med sin første digtsamling, Howl and Other Poems. Og yderligere nogle år før da, i 1952, havde en anden ven, John Clellon Holmes, været med til at bane vejen for dem begge med en artikel i The New York Times Magazine (16.11.52) med overskriften “This is the Beat Generation”. Det var hér, de undrende beboere i det amerikanske Squaresville første gang havde stiftet bekendtskab med termen “beat”. Egentlig var der tale om et slangudtryk, som de unge forfattere havde samlet op umiddelbart efter krigen fra en af de oprindelige hipsters fra miljøet omkring Times Square, Herbert Huncke (en af disse utallige skæve skikkelser fra Amerikas mørke bug, som havde det med at myldre frem i lyset, når beatforfatterne løftede en sten). Men i 1948 havde Kerouac i en samtale med Holmes fanget ordet i luften som den perfekte beskrivelse af efterkrigsgenerationens splittelse mellem nedtrykthed og optimisme – en ambivalens, Holmes mange år senere beskrev som “a feeling of expectation without reasonable hope, of recklessness without motivation, of uniqueness seeking an image.”

Med Anden Verdenskrig var der på mange måder blevet trukket en streg i sandet, og såvel politisk som kulturelt og kunstnerisk ændrede mange ting sig radikalt efter 1945. Ikke mindst i USA mærkede man, at nye tider var på vej, men selv om hele nationen i den vældige økonomiske optur efter krigen syntes at buldre frem mod realiseringen af den store forkromede amerikanske drøm, præget af materialisme og konformitet, og med kernefamilien og forstadslivet som altoverskyggende rollemodeller, var det vordende idealsamfund ikke uden mislyde. Specielt blandt de yngre generationer så man en moralsk korruption bag den måde, krigen var blevet afsluttet på – med atombomberne over Japan – og i udkanten af mainstream-kulturen var der begyndt at dukke forskellige modbilleder og alternativer op. Nogle af disse subkulturer var direkte efterkommere af tidligere årtiers amerikanske boheme-enklaver – eksempelvis 1920’rnes Lost Generation – andre var opstået som en reaktion på tidens dårskaber. Geografisk set manifesterede de nye modbevægelser sig som små lommer rundt om i det ellers ret ensartede amerikanske landskab, først og fremmest selvfølgelig i kvarterer som North Beach i San Francisco, Venice Beach i Los Angeles og Greenwich Village og Lower East Side på Manhattan. Og socialt set kom de nye mentale vejrlig blandt andet til udtryk på den måde, at en vis procentdel af ungdommen ganske enkelt meldte sig ud af samfundet og søgte ind i andre typer fællesskaber, hvor ikke mindst de racemæssige skel blev ophævet, samtidig med at man nu for første gang oplevede, at unge kvinder kunne bo og færdes alene – også selv om den form for adfærd at dømme efter de mange beretninger fra perioden bestemt ikke var uden omkostninger for den enkelte.

På den ene side følte Kerouac og hans venner sig således marginaliserede, undertrykte og klædt af til skindet, men på den anden side fornemmede de i tiden en ny form for energi og fandenivoldskhed, som fik deres sjæle til at boble af begejstring over tilværelsens skønhed og mangfoldighed. Og begrebet “beat” favnede det hele – fra den oplevelse af at være udstødt og mast af samfundet, som lå i den oprindelige slangbetydning, til den nærmest modsatte dimension, som specielt Kerouac føjede til, nemlig beatitude, der kunne udlægges som noget i retning af “en hjertets renhed og oprigtighed i kombination med en velsignet ophøjethed eller åndelig opløftethed hidrørende fra at være blevet berøvet alt”. Men én ting var i sin ungdom at udforske verden i en euforisk rus af blotlagte nervetråde, noget andet at skulle sætte sine opdagelser på formel og gøre sig til talsmand for en livsstil, en bevægelse, en generation. Det var derfor, den seksogtrediveårige og forholdsvis nybagte succesforfatter hin novemberdag i 1958 følte sig alt andet end vel tilpas over at skulle sidde foran et publikum og svare på, hvad det ville sige at være “beat”. Og typisk for hans ambivalente forhold til den term, som han selv havde været med til at opfinde, svarede han med et modspørgsmål: “We should be wondering tonight, “Is there a world?” I could go on and talk for five, ten, twenty minutes about is there a world, because there is really no world, ‘cause sometimes I’m walkin’ on the ground and I see right through the ground. And there is no world. And you’ll find out.”

Man kan så spørge sig selv, om det virkelig stod så galt til i efterkrigstidens Amerika, som Kerouac og hans venner gerne ville give indtryk af. Tja, det kommer jo an på, hvem man spørger. Selvfølgelig glædede store dele af den amerikanske befolkning sig over, at krigen var slut, og at man omsider kunne få øje på begyndelsen til enden på århundreders raceadskillelsespolitik, parallelt med at de første fortropper for feminismen og den seksuelle revolution viste sig i horisonten. Ligesom det talte på plussiden, at rigtig mange nu kunne realisere drømmen om et hus i forstæderne, at køleskabene blev større og bedre, og at hjemmets skaffedyr kunne flyde til og fra arbejde i en forkromet øse med vinger så brede som tidens tandpastasmil og et brændstofforbrug, som var jordens ressourcer uudtømmelige. Problemet var bare, at der i forbindelse med det økonomiske boom måske var gået noget andet tabt. Mindre end hundrede år forinden havde den amerikanske nationalskjald Walt Whitman peget på, at en af de største trusler mod nationens overlevelse ville være, hvis man glemte, at materiel fremgang til enhver tid burde holdes i balance af en tilsvarende krafttilførsel til den åndelige dimension. Og det var lige præcis hér, krigens sejrherrer havde svigtet. Hvilket en af beatgenerationens ideologiske forfædre, Henry Miller, da også kunne konstatere, da han efter sin tilbagevenden fra Europa i 1939 begav sig ud på en længere USA-rejse, blot for at opdage at hans gamle fædreland virkede mere åndsforladt end nogensinde: “Most of the young men of talent whom I have met in this country give one the impression of being somewhat demented,” skrev Miller i sin rejsebog med den sigende titel The Air-Conditioned Nightmare. Men på den anden side, fortsatte, han, hvorfor skulle de ikke også det? “They are living amidst spiritual gorillas, living with food and drink maniacs, success-mongers, gadget innovators, publicity hounds. (…) Who beside a handful of desperate souls can recognize a work of art? What can you do with yourself if your life is dedicated to beauty? Do you want to face the prospect of spending the rest of your life in a strait-jacket? Go West, young man! they used to say. Today we have to say: Shoot yourself, young man, there is no hope for you!”
De unge talenter, Miller refererede til, var lige præcis beatforfatterne og deres jævnaldrende (ti år senere skulle han skrive forord til Kerouacs roman, The Subterraneans). Og selv om der aldrig blev etableret en tæt forbindelse mellem de to parter, fangede den gamle rebel sine yngre sjælevenners situation på kornet. På en vis måde var de en No Future-generation, længe før punkerne gjorde dét slogan til deres, men i stedet for at lade sig slå ud af udsigtsløsheden og give surmulende fuckfingre til systemet eller sætte sig hen i en krog med hænderne i skødet fandt de viljen til at arbejde på trods og gjorde nu’et til deres program. Det kunne meget vel være, at fremtiden – eller sågar verden – ikke fandtes, det gjorde sådan set bare betydningen af dét, der foregik hér og nu, langt stærkere. Improvisation, spontanitet og nærvær blev kodeord, bebop det naturlige soundtrack og konstant bevægelse den foretrukne modus operandi.

I dag fylder den samlede beatlitteratur adskillige hyldemetre, og nye bind – genudgivelser, glemte manuskripter, memoirer, biografier og kritiske essays – føjer sig til værklisten i et tempo, så selv den dybeste pengepung kan have vanskeligt ved at følge med. Dét, der startede som et avantgarde-fænomen og en modkulturel bevægelse, befolket af marginaliserede typer og båret frem i perifere undergrundsmagasiner, har i de senere årtier oplevet en eksplosiv interesse og kan vel nærmest siges at have udviklet sig til en industri. Tager man digtsamlinger som Allen Ginsbergs Howl and Other Poems (1956) eller Lawrence Ferlinghettis A Coney Island of the Mind (1958), har de begge solgt i omkring én million eksemplarer. Jack Kerouac har for længst fået en park opkaldt efter sig i sin fødeby Lowell, Massachusetts. Gruppens mødested i San Francisco, boghandlen City Lights, har opnået status som National Historic Landmark. Og slår man op på The New York Times’ hjemmeside, kan en simpel søgning afsløre, at avisen alene i perioden 1996 til 2005 refererede til William S. Burroughs 91.316 gange.
Undergrund? Marginaliserede? Ikke just. Beat er blevet litteratur- og kulturhistorie, kanon og establishment. Og i 2006 fik fænomenet sågar sit eget museum i San Franciscos legendariske bohemekvarter, North Beach. Hvor meget mere mondænt kan det blive!

Men hvad var det egentlig, der satte det hele i skred, dengang for godt et halvt århundrede siden? Den korte version af historien kunne lyde som følger: Tre unge mænd med forfatterdrømme – William S. Burroughs, Allen Ginsberg og Jack Kerouac – mødte hinanden på New Yorks Columbia University i midten af 1940’rne, hvor de, drevet af ungdommelig rastløshed og en generel fornemmelse af utilpassethed, i fællesskab gav sig til et kortlægge et nyt amerikansk landskab, som de håbede selv at kunne bebo, et eller andet sted i krydsfeltet mellem Dylan Thomas, Charlie Parker, James Dean og Buddha. Stik imod tidens tern valgte de at acceptere et liv i fattigdom for at have mulighed for forfølge deres “New Vision”, og lige så meget på tværs af de kulturelle normer opsøgte de galskaben eller positionen som misfits for måske ad den vej engang at kunne blive ‘normale’, mennesker. Og godt ti år efter, at disse første gnister var sprunget, brød de stort set samtidig igennem med tre vidt forskellige værker baseret på tre lige så forskellige poetikker eller strategier, der måske netop kunne forenes til en fælles front, fordi de umiddelbart kun mindede meget lidt om hinanden. Der var aldrig for alvor tale om konkurrence eller overlapninger mellem Burroughs’ Naked Lunch, Ginsbergs Howl and Other Poems og Kerouacs On the Road. De tre var venner, før de var kolleger, og derfor var der plads til dem alle.
Selvfølgelig var der mere end venskabet, der bandt dem sammen. På et ideologisk plan delte de en opposition til det mentale og politiske klima i fyrrernes og halvtredsernes USA og et fravær af troen på et fornuftsbegrundet socialt fællesskab i et atomart og industrielt løbsk postholocaust-samfund – en tilstand, der blandt intellektuelle i USA såvel som Europa førte til åndelig sult og eksistentiel selvransagelse. Og kunstnerisk stod de sammen om ambitionen om at frembringe en genreoverskridende og selvbekendende litteratur, hudløst ærlig i udgangspunktet og skrevet på en fornemmelse af at være slået ud, beat – for via skriften at genskabe sig selv, samtidig med at man genererede en vision om et USA, hvor man gennem eksperimenter med livsstil, seksualitet og stoffer, tilsat en knivspids østlig filosofi, kunne vise vejen for et nyt socialt fællesskab af selvfrembragte individer.

Ser vi så på hovedpersonernes respektive roller udadtil, var Kerouac stjernen, der forholdsvis hurtigt sled sig op og gled ud i mørket, kort efter at subkulturen var poppet op til overfladen, mens Burroughs hele vejen igennem var for eksklusiv til at være medlem af nogen som helst klub eller gruppering. Tilbage stod Ginsberg som den, der formulerede de fælles visioner, søgte at tage vare på vennernes udgivelser, dokumenterede, arkiverede og systematiserede. Alt imens han, årti efter årti, syntes at være alle vegne med pen og blok og kamera. Som en poetisk journalist, eller en journalistisk poet, blev han ved med at lægge et mærkbart pres på systemet, deltog i marcher og møder, talte eller læste op ved enhver given lejlighed, rejste over hele verden som gesandt for Det Andet Amerika, lod tiden og verden glide ind i digtene, og lod digtene glide ud i tiden og verden.

Og så hører det med til billedet, at beatforfatterne – samtidig med at de var rebelske og nyskabende – på mange måder indskrev sig i en amerikansk tradition, ikke mindst i deres sværmerier for et “autentisk” Amerika. Fra Whitmans mere end hundrede år gamle Song of the Open Road til Cormac McCarthys postapokalyptiske The Road fra 2006 har store dele af den amerikanske litteratur været præget af en fascination af de åbne vidder og de lange veje, af landets umådelige størrelse og dets ekkoer af frontier-romantik. Dét gjaldt i høj grad også for beatforfatterne. Ganske vist rettede man i første omgang opmærksomheden mod storbyerne, hvor man blandt homoseksuelle, kriminelle, junkier og andre marginaliserede grupper fandt et alternativ til den konformitet, der i lyset fra den gryende kolde krig truede med at kvæle de amerikanske frihedsidealer – et vigtigt særtræk ved beatgenerationen var netop, at man ikke alene orienterede sig mod det traditionelle Bohemia, men i lige så høj grad sugede inspiration fra den kriminelle underverden. Men efter at have udforsket storbyerne søgte man ud i det mangfoldige og eventyrlige land, der findes mellem USA’s to kyster, og som ofte overses i litteraturen. Og man opdagede selve bevægelsen som en katalysator for frihed, indsigt og livsfylde. Mest radikalt blev disse erfaringer opsamlet af Kerouac i On the Road, hvor der både er blevet plads til afkodninger af den jazzificerede storbynat og en (gen)opdagelse af det oprindelige Amerika, som stadig findes (også i dag) derude langs landevejene.

Beat handlede ganske enkelt om på én gang at genfinde forbindelsen til de værdier, man mente var blevet tabt af syne, og at genvinde troen på fremtiden, samtidig med at man havde sin fulde opmærksomhed rettet mod hér og nu. Og måske skal de senere års øgede interesse for beatforfatterne ikke mindst søges i den skærpede konflikt mellem det fundamentalistiske højres påstande om at tage vare på de “sande amerikanske værdier” og de mange individer og subkulturer, som gennem selvfrembringelse og selvbeskrivelse søger at finde tilbage til kernen i både deres egen og den amerikanske identitet. Til projekter af dén art er Burroughs, Ginsberg og Kerouacs idiosynkratiske litterære projekter, deres attitude og selviscenesættelse, samt ikke mindst deres fascinerende livshistorier, formentlig lige så aktuelle inspirationskilder nu, som de var i halvtredserne. Under alle omstændigheder er deres hovedværker i dag ikke alene gledet ind som pensum på de amerikanske universiteter, de læses også vidt og bredt, både i og uden for USA, og kan tilsyneladende blive ved med at have noget at sige til nye generationer.

Denne bog er først og fremmest baseret på adskillige års fordybelse i et beat-bibliotek, der undervejs er vokset og vokset i en knopskydende og konstant overrumplende proces, som ingen ende synes at ville tage. Hertil kommer møder med en række af de overlevende hovedpersoner og øjenvidner, som hermed skal takkes for at have bidraget med deres tid, indsigt og erindringer. Samt ikke mindst et større antal pilgrimsrejser, spændende fra ganske relevante projekter, som at knæle ved Kerouacs grav i Lowell, at leje sig ind på det tidligere Beat Hotel i Paris eller at bestige Sourdough Mountain i staten Washington, til mere nørdede eller futile øjeblikke, som at lede forgæves efter Alan Ansens hus i Venedig eller at stå foran en tankstation i Ogallala, Nebraska, med et laset eksemplar af On the Road i hånden og forsøge at stedfæste Sal Paradise og Dean Moriartys rute, for slet ikke at tale om at sætte livet på spil på en klippeside i Bixby Canyon på Stillehavskysten syd for San Francisco blot for at fange et glimt af Lawrence Ferlinghettis hytte, hvor Kerouac oplevede dén afgrundsdybe nedtur, som lå til grund for undergangsromanen Big Sur (1962).

Men okay, det hele hører med, når man først én gang har besluttet sig for at sætte ud på sporet af beatgenerationen. Selv var beatforfatterne altid inkluderende og besyngende snarere end ekskluderende og fordømmende i deres søgen efter sig selv i det store amerikanske ocean – eller måske snarere efter det amerikanske oceans skvulpende ekko i deres egne stemmer. Som Gregory Corso har formuleret det i sit mindedigt til Kerouac, “Elegiac Feelings American”, skrevet umiddelbart efter vennens død:
“Was not so much our finding America as it was America finding its voice in us.”

– Lars Movin, 1. maj 2008